Bodil Jørgensen fortæller om barndom og leg
Bodil Jørgensen er skuespiller og kendt fra både film. teater og tv. Hun er født 1961.
Vil du fortælle lidt om din barndom?
Jeg kan huske, at jeg havde min far til kristendom i skolen. Jeg var jo platfodet og havde nogle mærkelige sko og var rødhåret og havde arvet min søsters tøj. Hun var fem år ældre end mig, så det var ikke så moderne mere. Og der var de andre nået til buksedragt og hotpants, men det nåede jeg aldrig.
Men der havde jeg min far til kristendom, og så syntes jeg, at historien om Kristus, der bliver forrådt … altså jeg tudbrølede i kristendomstimerne. Også for Samson, da han fik klippet håret af, jeg syntes, det var sådan en grum måde. Hold da kæft mand, og min far syntes selvfølgelig, at det var sådan lidt anstrengende, at jeg græd så meget.
Hvordan havde du det med at være rødhåret?
Ja, jeg er rødhåret, men snart gråhåret. Jeg var jo den eneste i klassen, der var rødhåret. Og man blev drillet rigtig meget lige med det. Jeg blev kaldt rødspætte og rødhårede kanin. Så nåede det at blive rigtig smart og alle syntes: ”Nej, hvor er det flot.”
Jeg fik det røde hår fra min bedstemor, som jeg elskede højt, men nu toner det ud. Jeg kan så heller ikke helt få lov til at beholde det grå hår nu, for indimellem så skal jeg være rødhåret til en rolle.
Er der noget, du har taget med dig fra din barndom?
Jamen, dengang var jeg ikke rigtig tilfreds med mig selv. Der ville jeg hellere ligne Jonna i klassen og have nakkehår og glat hår, men jeg må have haft en indre kraft af en eller anden slags. Den kan jeg godt tænke mig at have givet videre til mine børn. Hvis ellers folk drillede mig længe nok, så fandt jeg på noget. Jeg havde blandt andet en elefanthue, som …
Bodil Jørgensen, i forbindelse med interview om demens til KøbenhavnLiv.
Foto: Rebecca Veinø Johansen
Kærestebrev
Kære, søde Marie.
Her sidder jeg på Almegårds Kaserne og har netop læst dit seneste brev. Hvis jeg ikke havde dine breve, ved jeg ikke, hvad jeg skulle tage mig til. Ikke at der ikke er nok at bruge sin tid på, og jeg skal love for, at de høje herrer har planer nok for, at vi skal få dagen til at gå. Der skal ikke bare pudses fodtøj, men naturligvis også våben, og bliver det ikke gjort ordentligt, er det ikke til at vide, hvilken straf der venter. Det kan være ekstra rengøring i køkkenet eller en ekstra vagt eller noget helt tredje.
Jeg vil hellere skrive til dig om de gode ting. Jeg er blevet udvalgt til en tjans som sygehjælper, og det er ganske sjovt, og de andre kalder mig nu doktor Jensen! Vi er gode til at finde på navne: Vi har en sergent, der hedder Kaalund, ham kalder vi Kålormen, også fordi han ofte kommer snigende om hjørnet på den mest uventede måde.
Nogle får nogle meget fantasifulde navne omdannet af deres specielle fornavne eller efternavne. Så er det såmænd meget godt at hedde Jensen. Vi har en, der kaldes Snapsen, fordi han hedder Pors, og en vi kalder Schæfer, fordi han elsker hunde, og der er nogen med meget værre navne, som jeg dog ikke vil afsløre for dig her i dette brev.
I søndags havde jeg 4 timers fripas og tog på tur sammen med Syveren, som jeg faktisk ikke
Sommer, sommer, sommer
Vi var på sommerferie hos onkel Hasse og tante Astrid. På et husmandssted, langt inde i en stor skov. Der var ingen naboer, bortset fra nogen køer, der var sat på græs og gik og gumlede på den anden side af hegnet. Det var den store natur. Den brusende skov med store graner. Biernes summen. Og hugorme der trivedes på grunden.
En dag lå jeg på en luftmadras og læste, da jeg så en slange komme frem under min og havde kurs hen mod min lillesøsters, som den fortsatte henover. Hun havde netop rejst sig for at få en tår saftevand i varmen. Der blev en råben og skrigen. Men onkel Hasse, der var meget klog på naturen og kendte alle planterne, fuglene og også andre dyr, fortalte os, at det bare var en snog. ”Det kan I jo se på de gule pletter i nakken”, sagde han.
Huset lå langt væk fra alting, og der var hverken strøm eller vand. Ved tordenvejr skulle vi om natten stå op af vores senge og sætte os ud i bilen, til uvejret var drevet over. Det mente de voksne skærmede mod lynene. Og så sad vi der og talte sekunderne mellem lynene og braget.
Om dagen hentede vi vand i en kilde i nærheden, da brønden var tørret ud. Om aftnerne spillede vi kort i petroleumslampens skær. (…)
Og så var der højdepunktet, når onkel Hasse på sin knallert kørte efter mad 10 km derfra og kom tilbage med taskerne fulde af mad og lakridser og is der var lettere smeltet.
Allerbedst var det dog, når vi tog til stranden. Det blev forberedt, så vi kunne blive der længe. Vi havde vores badetøj og håndklæde i en taske, hvor der også lå en dåse med niveacreme. Det gjaldt om at komme så tidligt som muligt for at få en god plet at …